Teknik

VVS

VVS-arbejde

Der findes meget forskelligt arbejde indenfor VVS. Der er flere forskellige grene, man kan specialisere sig i. Nedenfor er de største grene indenfor VVS beskrevet. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du søger job i VVS, eller hvis du mangler ansatte til fastansættelse eller vikariater. Vi tilbyder også Try & Hire, hvor målet er at finde det helt perfekte match til jeres virksomhed.

VVS-montør

Der findes flere områder at specialisere sig i som VVS-montør. Selvom det er mest velkendt at en VVS-montør beskæftiger sig med installationsarbejde til for eksempel køkken og bad, og montering af gulvvarme og lignende, kan en VVS-montør også beskæftige sig med vedligehold af materialer i metal, for eksempel facader og tage, samt installation af forskellige anlæg til energi, pumper, rør og kedler af forskellig art. Arbejdet kan foregå både i institutioner og industri, samt i større og mindre beboelse. Den største bestanddel af jobbet som VVS-montør er installering af rør til afløbsinstallationer til køkken og badeværelse samt koldt og varmtvandsforsyning. Dette er for eksempel vaske, vaskemaskiner, opvaskemaskiner og toiletter og lignende. Derudover kan montøren tilslutte varmeanlæg. Man skal også være i stand til at reparere de samme dele og sørge for at de bliver vedligeholdt.

Nogle af de andre typer af montører indenfor VVS er blandt andet energimontører, som kan installere forskellige typer af varmeanlæg, hovedsageligt i boliger. Dette er for eksempel nyere energikilder som solvarme og varmepumper, samt traditionelle energiinstallationer som fjernvarme, halmfyr, naturgas og oliefyr. En anden er ventilationsmontører, der specialiserer sig i ventilation og indeklima i bygninger. Dette gør de ved at installere kanaler, rør og tyndplader sammen med klima- og ventilationsanlæg. En ventilationsmontør kan også analysere og måle indeklima, og komme med en løsning til hvordan det kan forbedres. Der findes også industrirør-montører, der laver rørarbejde- og installationer til forskellige beholdere som pumper og kedler i større bygninger og anlæg. Her sørger de for, at bøjninger og rør svejses og passes til beholderne. De arbejder blandt andet med plast, stål og aluminium.

VVS-installatør

En af VVS-installatørens største opgaver er at sørge for, at installationerne følger de krav og regler, der er gældende i branchen. Især fordi der ofte er tale om installationer med gas. VVS-installatøren arbejder både med gasinstallationer samt vand og varme. For at installere disse, skal de betjenes af en autoriseret VVS-installatør. Det er altid installatørens ansvar at disse installationer bliver udført korrekt, også selvom de blot har ført tilsyn under hele forløbet. Derefter skal de både teste og vejlede i, hvordan den nye installation bliver benyttet på rigtig vis. VVS-installatørens opgaver minder om montørens, men er mere specialiseret i de ting, der tilsluttes vand- og varmerørene.

Nogle af VVS-installatørens opgaver indebærer at lave installationer til og fra vaske i køkken og badeværelse, samt installationer af badekar, brusere og toiletter. Derudover kan de opsætte de armaturer, der hører til de forskellige elementer.

Derudover kan de lave mere tekniske installationer som brandinstallationer og vandmålere. VVS-installatører har også mulighed for at fungere som projektledere under forskellige VVS-projekter, på grund af deres store viden indenfor området. Dette gør også, at de kan sørge for at udregne priser til og for entrepriser på forskellige former for installationer. Det kan derfor være en meget ansvarsfuld stilling, som kræver utrolig meget overblik.

VVS-energitekniker

Som VVS-energitekniker er hovedopgaverne at installere og montere fjernvarme, centralvarme samt forskellige klimaanlæg. Dette kan både være i offentlige institutioner, virksomheder og i private hjem. Derudover kan man lave en del af de andre opgaver med installationer af køkken- og badeafløb som de andre VVS-stillinger også kan.

Ligesom VVS-installatøren, indebærer det også en række gas- og naturgasinstallationer som komfurer, vandvarmere, kedelanlæg og radiatorer. VVS-energiteknikere tager sig også af nogle af de opgaver, der hører til det udfasede oliefyr og vedligehold samt reparationer deraf.

Derudover foretager VVS-energiteknikeren reparationer af forskellige afløb og kan opsætte installationer, der passer til solvarme og andet vedvarende energi, mens de også kan lave installationer til vandbesparelse og lignende.

VVS-tekniker

VVS-teknikeren er den af de forskellige VVS-jobs der hovedsageligt beskæftiger sig med de tegninger og beregninger, der hører til det forskellige VVS-arbejde. Jobbet kræver præcision og overblik, og der kan være en del kundekontakt, hvor man taler om de forskellige krav og opgaver, der er i arbejdsprocessen. Derfor kan de fungere både som konsulent på byggerier, mens de også kan sørge for salg af installationer og montering.

En VVS-tekniker arbejder mere overordnet med både varme, sanitet og ventilation, hvoraf nogle af de andre VVS’ere hovedsageligt fokuserer på ét af de forskellige områder. Man kan være i spidsen for forskellige projekter, der omhandler alt fra afløbsinstallationer til fyringsanlæg og ventilation- og klimaanlæg. De har altså mange forskellige arbejdsområder, og de skal have stor viden indenfor alle de forskellige områder for at kunne rådgive på bedste vis.

VVS-teknikere kan arbejde som sælgere og konsulenter, som rådgivere i virksomheder, der fremstiller VVS-anlæg og for virksomheder der sælger VVS-udstyr. De skal i alle disse stillinger være i stand til at beregne og udarbejde tegninger over installationer, samt føre tilsyn med det arbejde, der bliver udført i et byggeri. Dette er både på grund af de lovkrav der findes, men også for at overholde de tilbud der er blevet solgt.

Arbejdssteder

De forskellige typer af VVS-folk kan være ansat mange forskellige steder. De har blandt andet mulighed for at have en selvstændig VVS-virksomhed, hvor de, hvis de er autoriserede, kan foretage installationer og monteringer for både private og virksomheder. Man kan også blot være tilknyttet en VVS-servicevirksomhed. Derudover er det muligt at være ansat i for eksempel en virksomhed, der sælger køkken og bad. Her kan opgaverne være at montere og installere køkken og bad, samt at beregne tilbud. Arbejdet foregår både på værksteder og byggepladser, samt i eksisterende byggeri, såsom virksomheder og beboelse, der skal have reparationer eller ombygninger. Man kan også være fast tilknyttet en stor anlægs- eller produktionsvirksomhed, hvor man sørger for at vedligeholde og reparere virksomhedens installationer. Der er også stillinger hos kloak-, gas-, vand- og sanitetsmestre. Derudover kan der være stillinger ved vandværker og gasværker. Der er også et voksende antal stillinger hos firmaer der arbejder med vedvarende energi.