Kantine & Rengøring

Faglært køkken

Hvad er faglærte i et køkken?

Når man arbejder som faglært med mad, har man en uddannelse, der giver adgang til forskellige stillinger. Nogle af stillingerne kræver mere uddannelse end andre, fordi der er flere teknikker og mere viden, der skal opnås for at kunne arbejde med det. Man får flere muligheder for specialiseringer og arbejdssteder jo længere uddannelsen har varet, men de fleste faglærte køkkenuddannelser giver en del muligheder og spændende stillinger og arbejdssteder.

Kok

En kok arbejder som regel i en restaurant eller en anden form for køkken. Dette kan for eksempel være en kantine på et sygehus eller et cateringfirma. Der findes mange specialiseringer inden for kokke, og man kan både dygtiggøre sig i kød, fisk og skaldyr, konditori og meget andet. Når man uddanner sig til kok, lærer man både teori og teknikker på skolen, mens man også kommer i praktik, hvor man lærer jobbet at kende i praksis. Det er her man får lov at lave mad til kunder og dygtiggøre sig under pres og rigtige oplevelser. Man lærer også mange teknikker og rutiner af de andre kokke i køkkenet, der som regel har mange års erfaring. Der findes kokke, der arbejder på hoteller, i lufthavne og selv hos dronningen. Der er derfor mange spændende muligheder, hvis man er en dygtig kok. Man kan også vælge at specialisere sig i en bestemt madkultur. Det kan for eksempel være traditionelt dansk, fransk madlavning, italiensk, vietnamesisk, mexicansk og meget andet. Desuden er der stor mulighed for at arbejde kreativt og frit med råvarer af god kvalitet og udvikle sine egne opskrifter.

Ernæringsassistent

En ernæringsassistent arbejder med at lave sund kost, der er næringsfuldt. Ernæringsassistenter arbejder ofte på offentlige institutioner for eksempel sygehuse, hvor de specielt er gode til at tilpasse maden til patienternes meget forskellige behov og samtidig gøre det lækkert og en god oplevelse. Man planlægger også menuer og sørger for indkøb af varer. Ernæringsassistenter arbejder også i skolekøkkener, i børnehaver og andre steder, hvor der ønskes en sund kost for eksempel hos cateringfirmaer.

Smørrebrødsjomfru

Jobbet som smørrebrødsjomfru er en traditionel dansk stilling, der går ud på at lave kolde og varme anretninger samt tilberede smørrebrød. Titlen tilhører hverken jomfruer eller kvinder generelt, og alle kan altså blive uddannet smørrebrødsjomfru.

Stillingen som smørrebrødsjomfru går ud på at lave gode kombinationer af forskellige råvarer - både traditionelle danske råvarer, som vi kender på vores kendte smørrebrød, men også at lave nye kreationer, der er opfindsomme og spændende både at se på og spise.

Man bliver uddannet smørrebrødsjomfru, men man kan også blive ansat som smørrebrødsassistent, der minder om jobbet, men hvor man laver mere forberedelsesarbejde og altid arbejder sammen med en uddannet smørrebrødsjomfru.

Tjener

En tjener er venlig og serviceminded og har stor viden om det mad og de drikkevarer, man serverer. Tjenere arbejder hovedsageligt på restauranter og cafeer, men de arbejder ikke med tilberedningen af maden. Nogle steder sammensætter de desserter for eksempel is, mens det som regel altid er tjenerne, der laver drikkevarerne. Dette kan for eksempel være kaffe, milkshakes, sodavand og vin. Tjenere arbejder som regel i travle miljøer, hvor de både skal tage imod bestillinger, lave drikkevarerne, servere maden, tage imod spørgsmål og aflevere og tage imod regningen. Nogle gange vil der være sure eller skuffede kunder, og man skal være god til at holde masken og være serviceminded på alle tidspunkter. Der er også mange forskellige arbejdstidspunkter, der rækker fra tidligt om morgenen til ud på natten og i weekenderne.

Arbejdssteder

Man kan arbejde mange forskellige steder, når man arbejder i køkkener, kantiner, restauranter og lignende. Der er både mulighed for traditionelle arbejdspladser med almindelige arbejdstider, for eksempel hvis man arbejder på sygehuse eller i kantiner på skoler og andre institutioner. Hvis man ønsker at arbejde i travle og pulserende miljøer, er restauranter og cafeer helt oplagte. Det kan også være, at man ønsker at arbejde utraditionelle steder. Dette kan være på hoteller, ministerier og i lufthavne. Man får lov at tale med mange forskellige mennesker og skabe et netværk på en helt unik måde. Man kan også arbejde som skibskok eller som tjener på en turistfærge, hvor der findes både finere restauranter og familierestauranter.

Lignende stillinger

Der findes flere forskellige stillinger, der minder om de faglærte. Man kan også arbejde med fødevareproduktion i større grad for eksempel i cateringfirmaer og i produktionsanlæg. Nogle af stillingerne er også ufaglærte og kræver ingen erfaring, mens andre kræver, at man har fødevare- eller hygiejnekursus. Man kan også tage forskellige AMU-kurser, der gør, at man kan arbejde med fødevarer eller servering.

Opvasker

En opvasker arbejder med at vaske op og gøre rent i et køkken eller i en kantine. Her skal man sørge for, at det er rent og ryddeligt, samt at tingene kommer tilbage på de rigtige pladser. Som regel bruger man store industriopvaskemaskiner til at rengøre tingene, så man vasker mange ting på kort tid. Det er som regel unge mennesker på for eksempel 15 år og opefter eller studerende, der arbejder som opvaskere. Det kan også være en, der ønsker erfaring i et køkken, fordi han eller hun ønsker at blive kok i fremtiden. Det er en god mulighed for at komme til at arbejde i et travlt miljø og prøve de anderledes arbejdstider, der findes i branchen.

Køkkenmedhjælper

Man behøver ikke være faglært for at arbejde som køkkenmedhjælper. En køkkenmedhjælper arbejder med at forberede madvarer og lignende til kokken. De kan også arbejde med madlavning på for eksempel en grillbar eller i et ishus, hvor der ikke er krævet særlig uddannelse for at arbejde eller tilberede mad. Derudover kan man have arbejdsopgaver som at vaske op, gøre rent, betjene kunder samt rydde op, så der er plads og ryddet i køkkenet, så kokke og andre køkkenmedarbejdere kan komme til. Som regel kræves der ikke andet end et hygiejnekursus for at arbejde som køkkenmedhjælper, men det kan være forskelligt fra virksomhed til virksomhed. Man kan arbejde mange forskellige steder som køkkenmedhjælper. Både i restauranter, kantiner i virksomheder, på skoler og offentlige institutioner, hoteller, skibe og meget andet.

Ledige jobs

Er du god til at skabe rene omgivelser og brænder for en hverdag, hvor du får lov at bruge kroppen i dit arbejde? Er du engageret og grundig i dit job? Så er det måske dig, vi leder efter!