Skriv en målrettet ansøgning

Forestil dig, at en arbejdsgiver sidder med hundredvis af jobansøgninger, hvor alle skriver om deres mange kompetencer. Arbejdsgiveren har svært ved at se, hvordan den enkelte kandidat er relevant til stillingen. Derfor er det utrolig vigtigt, at du som ansøger skriver en målrettet ansøgning, der specifikt skriver sig ind i virksomheden. Men hvordan skiller du dig ud og målretter din ansøgning til netop den virksomhed, du søger hos? Her er 5 gode råd til den målrettede ansøgning!

Julie Hægstad Hansen

Skrevet af: Julie Hægstad Hansen (03-10-2019)
Læsetid: 6 min.
Kategori: Jobsøgning

Hvorfor er det vigtigt med en målrettet ansøgning? 

Den målrettede ansøgning gør, at du kan skille dig ud og tydeligt vise din motivation for jobbet. Arbejdsgiveren kan også lettere se, hvad du kan bidrage med til virksomheden og føler sig derfor mere tryg ved at ansætte dig. Den målrettede ansøgning kræver, at du sætter dig ind i jobbet og virksomheden, du søger hos. Der er flere ting, du kan gøre før og under din skriveproces:

1. Lav din research 

For at sætte dig ordentligt ind i virksomheden, er det vigtigt at undersøge, hvad virksomheden konkret laver eller hvilket produkt, de producerer. Samtidig kan det være relevant at sætte sig ind i virksomhedens værdier, holdninger og udfordringer. På den måde har du allerede en del at flette ind i ansøgningen, og du får samtidig afklaret, om jobbet overhovedet er interessant og relevant for dig. Så undersøg virksomhedens hjemmeside, LinkedIn og andre sociale medier, og få et indtryk af virksomheden. Din research gør det nemmere for dig at skrive en ansøgning, der er fuldstændig målrettet jobbet og virksomheden. 

2. Inkorporér virksomheden

Når du har lavet din research, skal du skrive din nye viden ind i ansøgningen. Virksomheden skal kunne mærke, at ansøgningen er skrevet præcis til dem. Lad derfor være med at omskrive en gammel ansøgning, men start med et helt blankt papir. Skriv en ansøgning, hvor virksomheden fylder så meget, at den aldrig vil kunne bruges til en ansøgning til en anden virksomhed. Vis, at du forstår præcis, hvad deres virkelighed og udfordringer er. 

Afprøv det: Hvis du let kan udskifte virksomhedens navn med et andet, er virksomheden ikke nok med i ansøgningen.

3. Ring i forvejen og skærp din ansøgning

En del af researchfasen kan også være at ringe til virksomheden. Der kan være flere fordele ved at ringe arbejdsgiveren/virksomheden op, inden ansøgningen skal skrives; du kan skærpe din ansøgning ved at få uddybet arbejdsopgaver, udfordringer eller muligheder i virksomheden. Igen gør det din ansøgning mere målrettet virksomheden og jobbet, fordi du nu er endnu mere inde i virksomheden og stillingen. Det kan samtidig være med til at få dig til at lyde mere motiveret, fordi du tager initiativ til kontakten. 

Her kommer et par eksempler på generelle spørgsmål, du kan stille i telefonsamtalen: Hvilken profil/baggrund er særlig interessant for jer? Hvilke opgaver fylder mest af de nævnte? Andre opgaver som ikke er beskrevet i stillingsopslaget? Hvilke udfordringer står virksomheden overfor lige nu? (Husk, aldrig at spørge ind til løn og benefits). 

4. Strukturér din ansøgning

  • Skriv en målrettet overskrift, der fanger læserens opmærksomhed. Her er det igen vigtigt, at du skriver dig selv ind i virksomheden. Den ideelle overskrift skal opsummere dit budskab - nemlig hvorfor det lige netop er dig, de skal ansætte i denne virksomhed. 

  • Når du nu har ringet til virksomheden, kan du passende indlede din ansøgning med et “Tak for en god samtale. Den bekræftede mig i, at dette er jobbet jeg vil have…”. På den måde har du allerede skabt den indledende kontakt, og personen som læser ansøgningen vil tænke, at du er motiveret. 

  • Dernæst er det vigtigt, at du bringer din motivation på banen. Tænk: “Hvorfor lige netop dette job og denne virksomhed?”. Motivationen skal passe specifikt til virksomheden og de arbejdsopgaver og de værdier, som du allerede har fundet frem til i undersøgelsesfasen. Gode begrundelser for, hvorfor du søger stillingen, viser, at du har forstået indholdet i jobbet. På den måde kan du skabe en motivation, der er målrettet lige netop dette job. Vis, at du brænder for jobbet. Én, der brænder for sit arbejde, er mere værd end én, der bare interesserer sig for noget.

  • Efter motivationen skal dine faglige og personlige kompetencer komme frem. Sæt fokus på, hvad du kan bidrage med, og husk at komme med konkrete eksempler. Det er nemmere for en virksomhed at forstå dine kompetencer, hvis de kan få konkrete eksempler på tidligere erfaringer. Du skal hele tiden have i baghovedet, hvordan du vil bruge din erfaring og dine kompetencer i den konkrete stilling. 

  • Skriv om fremtiden: Hvis din ansøgning skal være relevant og interessant for den virksomhed, du søger hos, skal den handle om fremtiden i virksomheden, når du er blevet ansat hos dem. Skriv om din fortid i dit CV og skriv om fremtiden i ansøgningen. Så er det også nemmere at skrive målrettet. 

  • Afslut med en konklusion, der beskriver, hvordan du matcher jobbet. Læg op til en samtale, og udtryk en positiv forventning om at mødes. 

5. Den uopfordrede ansøgning

Når det gælder den uopfordrede ansøgning, er det endnu mere relevant at tænke på, hvordan ansøgningen bliver målrettet. Her er der ikke et stillingsopslag at gå ud fra, så målrettetheden er utrolig vigtig. 

  • Opfind dit job: Fortæl, hvad du kan hjælpe og bidrage med - det gør det konkret for virksomheden og gør, at de kan se dig som den del af deres team. 

  • Igen skal du målrette din ansøgning til virksomheden og fortælle, at virksomheden er udvalgt af dig, hvilket viser motivation.
     

Hvordan kommer jeg i gang?

Hvis du stadig ikke føler dig helt klar til at skrive den målrettede ansøgning, kan du lave en lille øvelse: Start på et blankt papir og skriv 15 linjer, hvor du inkluderer:

  • Motivation for virksomheden

  • Motivation for stillingen

  • Hvad du kan bidrage med 

Brug dette som basis for din ansøgning sammen med de ovenstående 5 råd til at målrette din ansøgning. Så kan arbejdsgiveren få øjnene op for, hvorfor det lige netop er dig, der skal have jobbet.

Nu er du klar til at skrive en meget målrettet og motiveret ansøgning - sæt i gang!

 

Indhold: