Rekruttering via de sociale medier - hvorfor og hvordan?

Rekruttering via de sociale medier kan i dag være relevant for mange virksomheder for at være med i kapløbet om de dygtigste medarbejdere og for at promovere deres virksomhed bedst og bredest muligt. Men mange virksomheder ved ikke, hvor de skal starte. Derfor vil dette blogindlæg forsøge at klargøre, hvorfor og hvordan du som virksomhed tager hul på rekruttering via de sociale medier.

Julie Hægstad Hansen

Skrevet af: Julie Hægstad Hansen (28-11-2019)
Læsetid: 5
Kategori: Rekruttering

De sociale medier - den nye jobportal

I et tidligere blogindlæg kom vi ind på, hvordan man skriver et fængende jobopslag. Men det er ikke kun selve jobopslaget, der skal fange, for at en potentiel ny medarbejder skal vise interesse for jobbet. Kanalen, hvorpå man lægger jobopslaget, kan også betyde en del. Vi kender alle sammen de traditionelle kanaler med jobportaler, men der findes mange andre steder, hvor rekrutteringen kan foregå - herunder især de sociale medier. 

De sociale medier er for alvor blevet populære, når det gælder rekruttering af nye medarbejdere. En helt ny statistik viser, at hver anden virksomhed rekrutterer via sociale medier. Og det giver god mening, når vi lever i en tid, hvor der er kamp om de allerbedste medarbejdere, og hvor næsten al anden kommunikation foregår på de sociale medier - så det er bare med at komme ind i kampen! 

Hvorfor rekruttere via de sociale medier?

Der er flere fordele ved at rekruttere via de sociale medier. Det gælder blandt andet, fordi de sociale medier har mange brugere, de tiltrækker passive jobsøgere, og de er en stor del af vores liv og tidsforbrug. Fordelene bliver uddybet lige her: 

  • De sociale mediers mange brugere: Der er i dag mere end 3 millioner danskere, der har en Facebookprofil og tilsvarende mere end 1,4 millioner danskere, som har en profil på LinkedIn. Ved at rekruttere over de sociale medier som eksempelvis Facebook og LinkedIn, kan man derfor ramme en meget stor rækkevidde og bredde.

  • Den passive jobsøger: Der er flere, der kigger og følger med på de sociale medier end på jobportaler - især når de ikke bevidst kigger efter et job. Mange bruger de sociale medier som tidsfordriv, og der er det smart også at komme ind, når jobsøgeren ikke er “aktiv”. Mange jobsøgende er måske slet ikke aktive jobsøgere, der aktivt går ind på jobportaler og er ledige. Det kan være, at de er en smule utilfredse med det job, de sidder i, eller måske keder de sig lidt. Så popper der et jobopslag op på deres newsfeed, og pludselig kan det job synes interessant, også selvom jobsøgeren egentlig kun var passivt jobsøgende. På den måde kommer et jobopslag også ud til dem, der ikke er aktivt ledige og kun besøger jobportaler.

  • Det store tidsforbrug: I forlængelse af det ovenstående er tidsforbruget og tiden, vi bruger på de sociale medier også en vigtig faktor for at skulle rekruttere derigennem. Mange (hvis ikke tæt på alle) tjekker deres sociale medier dagligt. Det handler om at være til stede der, hvor kandidaterne er, så man får deres opmærksomhed så ofte som muligt.

Sådan kommer du i gang

  • Inden selve rekrutteringen begynder, skal du gøre dig klart, hvor du vil finde dine kandidater. Fokusér hellere på et eller to af de sociale medier, og gør det helhjertet, så du ikke skyder i alle retninger på alt for mange forskellige medier.

  • Har din virksomhed allerede nogle aktive profiler på de sociale medier, så tag udgangspunkt i dem til at starte med. Her er det en god idé, at du i forvejen har vist billeder eller tekst, der viser, hvordan I er som virksomhed. På den måde kan potentielle ansøgere få et indtryk af jeres virksomhed og kultur, og der kan opstå en større interesse fra kandidatens side.

  • Som allerede nævnt er de to mest oplagte platforme til rekruttering LinkedIn og Facebook. Stort set al aktivitet på LinkedIn er arbejds- eller erhvervsrelateret. LinkedIn giver ikke kun kandidaterne mulighed for at søge mere information om, hvem I er som virksomhed, men giver ligeledes jer mulighed for at snuse til kandidaternes profiler, og der bliver således en større sandsynlighed for et godt match. Facebook bruges ikke på lige så professionel vis som LinkedIn. Men fordi mange bruger Facebook i fritiden, øger det som sagt chancen for at få kontakt til nogle af de kandidater, som ikke er aktivt jobsøgende.

  • Begge platforme har deciderede steder, hvor jobopslagene kan postes. Derudover er der også muligheden for, at man kan dele jobopslaget på virksomhedens egen profil på henholdsvis Linkedin og Facebook.

Du kan selvfølgelig også undgå maset med hele rekrutteringsprocessen ved at samarbejde med et rekrutteringsbureau som Kandidaterne. Så sørger vi for at lave og opslå dine jobopslag - både på traditionelle jobsider og gennem de sociale medier. 

Indhold: